Endnu en af de nætter

Det har nu stået på i en måneds tid. Nætterne uden søvn. Det er næsten som et mareridt, som ingen ende vil tage. Hvordan skal man hænge sammen om dagen, når man bliver vækket igen og igen igennem halvdelen af natten af en skrigende Viola som forlanger mad eller en grædende Olivia, som kun accepterer at mor ligger ved siden af hende. Vi vandrer søvndrukkent skiftevis mellem soveværelse og børneværelse med et barn i hvert rum og forsøger at skiftes til at tage en tørn, men bliver så kommanderet tilbage, fordi Olivia KUN vil være der, hvor mor er. Og man bøjer sig i frygt for, at hun vækker lille Viola som netop er faldet til ro efter et kvarters skrigeanfald.
Børneeksperterne siger, at man ikke skal vænne dem til at spise mad om natten, og det siger min fornuft mig også. Samtidig siger mit hjerte, at min lille pige ikke må vågne gang på gang, fordi hun er sulten. Og mit søvnbehov siger mig, at det er ok at give hende noget mad, når det nu faktisk virker sådan, at hun lægger sig til at sove bagefter.

Men hvornår stopper det? Er det 2-årskrisen? Jeg kan ikke huske, at det har været så slemt med Olivia. Men måske husker jeg det ikke, fordi jeg på det tidspunkt havde en baby på 6 mdr. som jeg ammede natten igennem – og som i øvrigt også dengang var vågen et par timer hver nat.

Det føles lidt som en uendelighed uden ordentlig søvn. 3 1/2 år. Der er da gode perioder indimellem. Man når lige akkurat at registrere, at nu sover de faktisk begge to godt om natten. Man vover at sætte ord på og bekræfte hinanden i, at NU bliver det nemmere. Det var jo også dét, de allesammen sagde: “Det bliver nemmere”.
og SÅ vender det hele igen. Vi bliver væltet omkuld. Den ene er måske lydigheden selv og hører efter og gør og siger de sødeste og sjoveste ting. Men så bliver det overdøvet af, at den anden har en hård periode, som resulterer i frustration, gråd, manglende søvn og deraf manglende overskud.

Men de er dejlige, de piger, og vi kan og vil ikke på nogen måde undvære dem. Og midt i al trætheden øjner vi jo pludselig to søstre, som leger sammen, krammer hinanden og rotter sig sammen mod forældrene. Og er det ikke dét livet handler om?

Reklamer

Frustrerende og fantastisk

Findes der næsten noget mere frustrerende end, når man lige er gået i seng efter et par timer for sig selv/pleje af parforholdet, man er dødtræt og vil bare sove; og så vågner et af børnene – eller det værst tænkelige: begge to!! Man ooorrrrker bare ikke at skulle ud af sengen og vugge hende eller hente vand eller endnu værre: mad!
Men lidt efter, når man har taget hende med ind i dobbeltsengen, og hun ligger der i midten, tryg og veltilpas og snorker, så kan man tage hendes lille hånd, kigge på det smukke fredfyldte ansigt og føle lykken brede sig i hele kroppen. Fantastisk. NU kan jeg sove godt!