Den anden side af sagen

I går skrev jeg om vores nætter uden søvn og de følger, det giver.

Men der er altid en anden side af sagen. Og lige nu er det især Olivia, som lyser op og imponerer mig og gør mig glad og stolt. Det kan virkelig mærkes, at hun er på den anden side af 3 1/2 og vokser sig imod de 4 år til foråret.
For det første skyder hun i vejret, så hun spiser mere, sover mere og klager over ondt i benene. Hvem husker ikke barndommens vokseværk?

Og så er der de episoder, hvor det viser sig, at hun har hørt efter noget af det, vi har sagt til hende – og at det faktisk siver ind og bliver bearbejdet.
Når Olivia får lov at få slik eller chokolade, så spørger hun straks efter mere. Det irriterer os, at hun ikke kan nyde det, hun har fået, og det gør jo, at man ikke har så meget lyst til at forkæle hende med søde sager. Derfor har vi gang på gang prøvet at forklare hende, at hun skal være glad for det, hun har fået i stedet for at bede om mere med det samme.

Da hun forleden eftermiddag så Barbapapa sagde hun, da det sluttede:”Øøøøøv!! Den var kort!… men jeg er glad for, at jeg så det”
Hun kom op til mig og forklarede, at man ikke skal sige: “Jeg vil se mere Barbapapa” men i stedet være glad for, at man så det.
Ahhhhh!! 1-0 til mor og far 😉

Hendes babyer (dukkerne) er dog ikke så store, at de forstår det endnu. Så som med alt andet, som Olivia netop lige har lært, så blev det gennem dukkerne forklaret, at “min dukker er bare ikke så store endnu, så de siger bare heeeeele tijen (oversat fra Olivia-accent: tiden) “jeg vil de (oversat fra babysprog: se) mere Barbapapa!!””
Selvfølgelig sagt med totalt skinger babystemme.

Hun er så skøn!