Drømmen om et hus…

Jeg har netop læst dette indlægbabybusiness.dk.

Netop i denne tid går vi selv med husdrømme. Vi gransker boligmarkedet og planlægger, snakker og drømmer om, hvad vi gerne vil i livet.

Hvilket hjem vil vi gerne give vores børn?

Det har aldrig været meningen for os, at de skulle tilbringe hele deres barndom i en 90 kvm lejlighed i byen – vi er begge vokset op i villa med have, og vil også gerne give vores børn den mulighed.

Men pludselig er det hele ikke bare snak og drømme. Det begynder lige så langsomt at nærme sig virkeligheden. Og med virkeligheden kommer også bagsiden af medaljen.
Det er da dejligt at kunne give vores børn mere plads, en have at boltre sig i, hver deres værelse, lejehus, gyngestativ osv.
Men samtidig flytter vi dem væk fra alt, hvad de kender og de venskaber, de har bygget op gennem de sidste 3 år.

Jeg ville sådan ønske, at husdrømmen kunne udleves lige her  – eller at alle vennerne kunne flytte med.

Når det nu ikke kan lade sig gøre, er jeg glad for at kunne læse om andres erfaringer med at flytte børn på samme alder som mine.

 

Den anden side af sagen

I går skrev jeg om vores nætter uden søvn og de følger, det giver.

Men der er altid en anden side af sagen. Og lige nu er det især Olivia, som lyser op og imponerer mig og gør mig glad og stolt. Det kan virkelig mærkes, at hun er på den anden side af 3 1/2 og vokser sig imod de 4 år til foråret.
For det første skyder hun i vejret, så hun spiser mere, sover mere og klager over ondt i benene. Hvem husker ikke barndommens vokseværk?

Og så er der de episoder, hvor det viser sig, at hun har hørt efter noget af det, vi har sagt til hende – og at det faktisk siver ind og bliver bearbejdet.
Når Olivia får lov at få slik eller chokolade, så spørger hun straks efter mere. Det irriterer os, at hun ikke kan nyde det, hun har fået, og det gør jo, at man ikke har så meget lyst til at forkæle hende med søde sager. Derfor har vi gang på gang prøvet at forklare hende, at hun skal være glad for det, hun har fået i stedet for at bede om mere med det samme.

Da hun forleden eftermiddag så Barbapapa sagde hun, da det sluttede:”Øøøøøv!! Den var kort!… men jeg er glad for, at jeg så det”
Hun kom op til mig og forklarede, at man ikke skal sige: “Jeg vil se mere Barbapapa” men i stedet være glad for, at man så det.
Ahhhhh!! 1-0 til mor og far 😉

Hendes babyer (dukkerne) er dog ikke så store, at de forstår det endnu. Så som med alt andet, som Olivia netop lige har lært, så blev det gennem dukkerne forklaret, at “min dukker er bare ikke så store endnu, så de siger bare heeeeele tijen (oversat fra Olivia-accent: tiden) “jeg vil de (oversat fra babysprog: se) mere Barbapapa!!””
Selvfølgelig sagt med totalt skinger babystemme.

Hun er så skøn!

Endnu en af de nætter

Det har nu stået på i en måneds tid. Nætterne uden søvn. Det er næsten som et mareridt, som ingen ende vil tage. Hvordan skal man hænge sammen om dagen, når man bliver vækket igen og igen igennem halvdelen af natten af en skrigende Viola som forlanger mad eller en grædende Olivia, som kun accepterer at mor ligger ved siden af hende. Vi vandrer søvndrukkent skiftevis mellem soveværelse og børneværelse med et barn i hvert rum og forsøger at skiftes til at tage en tørn, men bliver så kommanderet tilbage, fordi Olivia KUN vil være der, hvor mor er. Og man bøjer sig i frygt for, at hun vækker lille Viola som netop er faldet til ro efter et kvarters skrigeanfald.
Børneeksperterne siger, at man ikke skal vænne dem til at spise mad om natten, og det siger min fornuft mig også. Samtidig siger mit hjerte, at min lille pige ikke må vågne gang på gang, fordi hun er sulten. Og mit søvnbehov siger mig, at det er ok at give hende noget mad, når det nu faktisk virker sådan, at hun lægger sig til at sove bagefter.

Men hvornår stopper det? Er det 2-årskrisen? Jeg kan ikke huske, at det har været så slemt med Olivia. Men måske husker jeg det ikke, fordi jeg på det tidspunkt havde en baby på 6 mdr. som jeg ammede natten igennem – og som i øvrigt også dengang var vågen et par timer hver nat.

Det føles lidt som en uendelighed uden ordentlig søvn. 3 1/2 år. Der er da gode perioder indimellem. Man når lige akkurat at registrere, at nu sover de faktisk begge to godt om natten. Man vover at sætte ord på og bekræfte hinanden i, at NU bliver det nemmere. Det var jo også dét, de allesammen sagde: “Det bliver nemmere”.
og SÅ vender det hele igen. Vi bliver væltet omkuld. Den ene er måske lydigheden selv og hører efter og gør og siger de sødeste og sjoveste ting. Men så bliver det overdøvet af, at den anden har en hård periode, som resulterer i frustration, gråd, manglende søvn og deraf manglende overskud.

Men de er dejlige, de piger, og vi kan og vil ikke på nogen måde undvære dem. Og midt i al trætheden øjner vi jo pludselig to søstre, som leger sammen, krammer hinanden og rotter sig sammen mod forældrene. Og er det ikke dét livet handler om?

Frustrerende og fantastisk

Findes der næsten noget mere frustrerende end, når man lige er gået i seng efter et par timer for sig selv/pleje af parforholdet, man er dødtræt og vil bare sove; og så vågner et af børnene – eller det værst tænkelige: begge to!! Man ooorrrrker bare ikke at skulle ud af sengen og vugge hende eller hente vand eller endnu værre: mad!
Men lidt efter, når man har taget hende med ind i dobbeltsengen, og hun ligger der i midten, tryg og veltilpas og snorker, så kan man tage hendes lille hånd, kigge på det smukke fredfyldte ansigt og føle lykken brede sig i hele kroppen. Fantastisk. NU kan jeg sove godt!