Om at mumle en godnatsang…

”Solen er så rød mmmm
og skoven bli’r så sort
Nu er solen død mmmmm
og dagen gået bort
Ræven går derude mmmmm
vi låser vores gang
Kom sæt dig ved min side mmmmmm
og syng en lille sang.”

Kender I de perioder, hvor man er nødt til at mumle noget af teksten i godnatsangen – eller helt udelade tekststykker – eller i værste fald helt stoppe med at synge sangene?

Herhjemme lød “Solen er så rød mor” i en periode som ovenfor, for ellers spurgte min lille Viola trofast efter hver linje: “Er det MIN mor?”
Ja, det er jo sådan set rigtig sødt. Men når klokken efterhånden har passeret, der hvor de burde sove, og jeg selv mest af alt har lyst til at slænge mig på sofaen med te og tv, så orker jeg bare ikke forklaringen gang på gang om, at det ikke er hendes mor men drengen i sangens mor. Hvilke forklaringer kunne der ikke komme ud af dét, på dette tidspunkt, hvor barnet mest af alt prøver at finde på hvad som helst for at undgå at sove?

Den anden side af sagen

I går skrev jeg om vores nætter uden søvn og de følger, det giver.

Men der er altid en anden side af sagen. Og lige nu er det især Olivia, som lyser op og imponerer mig og gør mig glad og stolt. Det kan virkelig mærkes, at hun er på den anden side af 3 1/2 og vokser sig imod de 4 år til foråret.
For det første skyder hun i vejret, så hun spiser mere, sover mere og klager over ondt i benene. Hvem husker ikke barndommens vokseværk?

Og så er der de episoder, hvor det viser sig, at hun har hørt efter noget af det, vi har sagt til hende – og at det faktisk siver ind og bliver bearbejdet.
Når Olivia får lov at få slik eller chokolade, så spørger hun straks efter mere. Det irriterer os, at hun ikke kan nyde det, hun har fået, og det gør jo, at man ikke har så meget lyst til at forkæle hende med søde sager. Derfor har vi gang på gang prøvet at forklare hende, at hun skal være glad for det, hun har fået i stedet for at bede om mere med det samme.

Da hun forleden eftermiddag så Barbapapa sagde hun, da det sluttede:”Øøøøøv!! Den var kort!… men jeg er glad for, at jeg så det”
Hun kom op til mig og forklarede, at man ikke skal sige: “Jeg vil se mere Barbapapa” men i stedet være glad for, at man så det.
Ahhhhh!! 1-0 til mor og far 😉

Hendes babyer (dukkerne) er dog ikke så store, at de forstår det endnu. Så som med alt andet, som Olivia netop lige har lært, så blev det gennem dukkerne forklaret, at “min dukker er bare ikke så store endnu, så de siger bare heeeeele tijen (oversat fra Olivia-accent: tiden) “jeg vil de (oversat fra babysprog: se) mere Barbapapa!!””
Selvfølgelig sagt med totalt skinger babystemme.

Hun er så skøn!

Endnu en af de nætter

Det har nu stået på i en måneds tid. Nætterne uden søvn. Det er næsten som et mareridt, som ingen ende vil tage. Hvordan skal man hænge sammen om dagen, når man bliver vækket igen og igen igennem halvdelen af natten af en skrigende Viola som forlanger mad eller en grædende Olivia, som kun accepterer at mor ligger ved siden af hende. Vi vandrer søvndrukkent skiftevis mellem soveværelse og børneværelse med et barn i hvert rum og forsøger at skiftes til at tage en tørn, men bliver så kommanderet tilbage, fordi Olivia KUN vil være der, hvor mor er. Og man bøjer sig i frygt for, at hun vækker lille Viola som netop er faldet til ro efter et kvarters skrigeanfald.
Børneeksperterne siger, at man ikke skal vænne dem til at spise mad om natten, og det siger min fornuft mig også. Samtidig siger mit hjerte, at min lille pige ikke må vågne gang på gang, fordi hun er sulten. Og mit søvnbehov siger mig, at det er ok at give hende noget mad, når det nu faktisk virker sådan, at hun lægger sig til at sove bagefter.

Men hvornår stopper det? Er det 2-årskrisen? Jeg kan ikke huske, at det har været så slemt med Olivia. Men måske husker jeg det ikke, fordi jeg på det tidspunkt havde en baby på 6 mdr. som jeg ammede natten igennem – og som i øvrigt også dengang var vågen et par timer hver nat.

Det føles lidt som en uendelighed uden ordentlig søvn. 3 1/2 år. Der er da gode perioder indimellem. Man når lige akkurat at registrere, at nu sover de faktisk begge to godt om natten. Man vover at sætte ord på og bekræfte hinanden i, at NU bliver det nemmere. Det var jo også dét, de allesammen sagde: “Det bliver nemmere”.
og SÅ vender det hele igen. Vi bliver væltet omkuld. Den ene er måske lydigheden selv og hører efter og gør og siger de sødeste og sjoveste ting. Men så bliver det overdøvet af, at den anden har en hård periode, som resulterer i frustration, gråd, manglende søvn og deraf manglende overskud.

Men de er dejlige, de piger, og vi kan og vil ikke på nogen måde undvære dem. Og midt i al trætheden øjner vi jo pludselig to søstre, som leger sammen, krammer hinanden og rotter sig sammen mod forældrene. Og er det ikke dét livet handler om?

Frustrerende og fantastisk

Findes der næsten noget mere frustrerende end, når man lige er gået i seng efter et par timer for sig selv/pleje af parforholdet, man er dødtræt og vil bare sove; og så vågner et af børnene – eller det værst tænkelige: begge to!! Man ooorrrrker bare ikke at skulle ud af sengen og vugge hende eller hente vand eller endnu værre: mad!
Men lidt efter, når man har taget hende med ind i dobbeltsengen, og hun ligger der i midten, tryg og veltilpas og snorker, så kan man tage hendes lille hånd, kigge på det smukke fredfyldte ansigt og føle lykken brede sig i hele kroppen. Fantastisk. NU kan jeg sove godt!

1 års bryllupsdag

Hjemme i min barndomshave

Familien i min barndomshave. Huset er solgt lige om lidt, så jeg sørgede for at tage godt med billeder.

Min far byder næsten altid på champagne. Og især når han har solgt et hus.

Viola og mormor vinker ned til os fra altanen.

Hypermobile børn ser Cirkeline i mormor og morfars biografstole.

Hov hov Olivia! Har du fået lov at pille chokoladen oven af?

Vi fejrede 1 års bryllupsdag med overnatning på Kryb I Ly kro ved Fredericia og Kolding.

Inden vi krøb i ly tog vi på Trapholt og så bl.a. Marco Evarissti udstilling og spiste stor brunch.

Masser af 70’er stemning på Kryb I Ly med brune fliser samt øloplukker og askebæger i uhyggelig kort afstand fra toilettet.

Olivia poserer i sin nye buksedragt fra mormor og morfar.

Sidste søndag havde vi 1 års bryllupsdag. WOW! Tænk at der er gået ét år. Og samtidig kunne du, med alt hvad der er sket på det år, snildt bilde mig ind, at der var gået 2-3 år. Puha, vi synes i hvert fald vi har løbet stærkt det sidste år.

Dagen skulle fejres, og derfor tog vi meget oplagt en af bryllupsgaverne – en Bellevueboks til hotel-/kroophold – i brug og krøb i ly på Kryb I Ly kro mellem Fredericia og Kolding. Fredag eftermiddag kørte vi i den grusomme sommer- og Skt. Hans-trafik mod Fyn og nåede 2½ time og to sultne og træt-af-at-køre-i-bil-sidst-på-eftermiddagen-pylrede børn senere endelig mormor og morfars hus (mit barndomshjem) i Odense. De bød heldigvis på forfriskninger i haven i form af champagne og en god gammel kending: ostepops fra Kims! Og så den glædelige nyhed, at huset endelig efter 2 år er solgt! Så jeg skyndte mig at knipse nogle billeder af mit fantastiske barndomshjem, hvor nu mine egne to piger løb i haven og legede. Ja, det er altså ren nostalgi og sentimentalitet!

Lørdag formiddag vendte vi den lille citröens snude mod Jylland, og besøgte Trapholt – fordybede os lidt i Marco Evarisstis fascinerende kunstprojekter og Søren Martinsens udstilling Danskeren, inden vi spiste stor lækker brunch med masser af kaffe.

Marco Evarissti

Marco Evarissti

Søren Martinsen

Det var skønt bare at gå hånd og hånd og fordybe sig i kunsten og have tid til at snakke rigtigt sammen. Efter den kuturelle indsprøjtning, var det tid til at krybe i ly og bare slappe af og nyde hinandens selskab. Noget, der er alt for lidt tid til i vores hverdag.
Et glas rødvin på værelset, en tur i poolen, i sauna og så gøre os klar til middagen. Det var meget lækker mad på kroen. Enkel menu men med masser af smag – og vinen var virkelig topgod!
Efter middagen faldt vi over en rigtig hyggelig slyngelstue med stearinlys foran pejsen, Chesterfield sofaer, gammel globusbar og et skakspil, som vi kastede os over med en cognac og en Bailey på siden.
Søndag morgen ventede der os en dejlig brunch, hvorefter vi kørte tilbage til familien i Odense, hvor pigerne var lykkelige for at se os igen!

Her var vi så heldige at få en fin brødkasse og salatbestik fra Stelton i bryllupsgave fra mormor og morfar – og pigerne fik blomstret sommertøj.

Dejlig weekend med minder fra vores store dag for 1 år siden… og et farvel til mit barndomshjem i Odense.

Hyggelig lørdag

Dagen i dag har budt på lidt meget hovedpine til morgen efter gevaldig Bezzerwizzer-hvidvin-rødvin-øl hygge med svigermor i går aftes. Min mand og jeg har en teori omkring sammenhængen mellem børnenes besværlighedsniveau og alkoholindtaget hos forældrene, som jeg kan komme ind på senere.

Derudover har vi været til ballet med Olivia i formiddags. Det var igen en overvindelse for hende at blive i lokalet uden mor og far, men når de først er i gang er hun bare så koncentreret og faktisk en af de bedste til at følge med. Jeg er imponeret over hendes koncentration og opmærksomhed. Og at se hendes blik, da hun pludselig fik øje på, at Viola stod på den anden side af glasdøren og så på, var ren søsterkærlighed-fantastisk. Sikke en glæde og stolthed!

Dagen har trods det fine solskin budt på indendørsaktiviteter. Min mand fik flyttet kasser i kælderen, som jeg har pakket med oprydning, hvilket gav fantastisk med luft i soveværelset. Min symaskine får nu lov at bo på skrivebordet, hvilket gør det meget nemmere for mig lige at sætte mig med et projekt når jeg har 20 minutter.

Imens han flyttede i kælderen krea-hyggede O, farmor, V og jeg ved spisebordet. O og jeg lavede hendes personlige æske færdig, og den vil jeg gerne vise, når den lige er blevet fotograferet. Jeg pønser på et lille krea-indlæg inden alt for længe, når jeg har flere projekter at vise [motivation for at komme i gang!!].

Aftensmaden blev grillet lige inden skybrud, pigerne blev puttet på den gode måde [hvilket absolut ellers ikke har været standarden for Olivia de sidste 3 uger], og efter lidt sofa-hygge går vi nu alle i seng.

Takker min familie for en fantastisk lørdag, hvor jeg har nydt at se mine piger lege og have glæde af hinanden og en Olivia i godt humør hele dagen. Det glæder mig så meget at se denne bedring hos hende [jeg skal nok en anden dag komme ind på de seneste ugers udfordringer hos hende og os].

Stolt 3-årig efter ballet med TO!! Hello Kitty stempler. Kan det blive bedre?

Middagsslapper med Madicken på computeren og en lakridsrod at bide i [god erstatning for den savnede sut]

Viola er lige vågnet fra middagsluren og har bare brug for FAR-TID!

Og så fik vi lige grillet chorizo på de nye skiferplader

Leverpostejsmad-hygge efter aftensmaden sammen med Rosa fra Rouladegade

Tid

Jeg vil virkelig gerne gøre min blog rigtig pæn, og jeg skal også nok love at få det gjort, men lige nu har jeg også bare så meget lyst til at komme i gang med skriveriet her, så jeg tager det lidt i etaper.
Det er som om, den der tid bare forsvinder ud af mine hænder. Kender I det?

Dagen begynder, og efter bleskift, Olivias tøjkrise, morgenmad, tandbørstning, min egen tøjkrise, fletninger på Olivia [”det SKAL være Hello Kitty elastikken!!!”], solcreme på begge piger og til sidst overtøj på og UD af døren, cykler jeg på arbejde – jeg har eventuelt lige afleveret pigerne i institutionen på vejen, hvis det er en af de dage. På vej på arbejde er der dejlig fred og ro, og så tænker jeg over alle de ting, jeg garanteret kan nå i dag. Altså først skal jeg jo lige 7-8 timer på arbejde, men når så jeg har hentet pigerne, været en times tid på legepladsen, lavet og spist aftensmad, hygget med pigerne, vekslet et par praktiske planlæggende ord med min mand, spist pigerne af med havregryn, skiftet bleer, børstet pigernes tænder, læst godnathistorie og sunget sange i en halv time, diskuteret en halv time med Olivia om at det ER sengetid nu, og når de begge endelig ligger søde og fredfyldte i hver deres seng og snorker, SÅ er det, at jeg skal finde billederne, der skal rammes ind til væggen over klaveret, rydde op i soveværelset, så jeg får meget mere plads til mine kreative sysler, sysle med mine krea-remedier, ringe til min mor, sy den der nemme buksedragt til pigerne, ringe til min søster, læse et par blade mens jeg drikker te… og skrive på min nystartede blog.
Men realiteten er, at jeg falder i søvn på madrassen ved siden af Olivias seng og vågner fuldstændig rundt på gulvet 1 time senere og kan kun finde ud af at børste tænder og vralte ind i seng, eller jeg sidder med søvndrukne øjne og finder inspiration til alle de kreative ting, jeg gerne vil give mig i kast med og alle de sunde madopskrifter, jeg skal prøve og alt det tøj, jeg gerne vil købe. Og det er jo som sådan også rigtig fint… jeg når bare aldrig til at føre det ud i livet!

Men det er dét, jeg har besluttet skal være slut nu. Nu skal jeg gøre i stedet for kun at tænke! Og lige nu drikker jeg te og skriver blogindlæg fordi jeg prioriterer det. Og det føles rigtig godt!

Dagens blogindlæg kom til at handle om noget lidt andet, end jeg havde i tankerne, men det var dette, der kom ud af tastaturet, da jeg satte mig for at fortælle jer lidt om min hverdag med fuldtidsjob, pseudotvillinger og masser af idéer i hovedet men lidt for lidt tid.

Det næste der skal ske her på bloggen er lidt lækkert på designsiden (hvis jeg hitter ud af det) og lidt mere information om, hvem jeg og min familie er.