Drømmen om et hus…

Jeg har netop læst dette indlægbabybusiness.dk.

Netop i denne tid går vi selv med husdrømme. Vi gransker boligmarkedet og planlægger, snakker og drømmer om, hvad vi gerne vil i livet.

Hvilket hjem vil vi gerne give vores børn?

Det har aldrig været meningen for os, at de skulle tilbringe hele deres barndom i en 90 kvm lejlighed i byen – vi er begge vokset op i villa med have, og vil også gerne give vores børn den mulighed.

Men pludselig er det hele ikke bare snak og drømme. Det begynder lige så langsomt at nærme sig virkeligheden. Og med virkeligheden kommer også bagsiden af medaljen.
Det er da dejligt at kunne give vores børn mere plads, en have at boltre sig i, hver deres værelse, lejehus, gyngestativ osv.
Men samtidig flytter vi dem væk fra alt, hvad de kender og de venskaber, de har bygget op gennem de sidste 3 år.

Jeg ville sådan ønske, at husdrømmen kunne udleves lige her  – eller at alle vennerne kunne flytte med.

Når det nu ikke kan lade sig gøre, er jeg glad for at kunne læse om andres erfaringer med at flytte børn på samme alder som mine.

 

Om at mumle en godnatsang…

”Solen er så rød mmmm
og skoven bli’r så sort
Nu er solen død mmmmm
og dagen gået bort
Ræven går derude mmmmm
vi låser vores gang
Kom sæt dig ved min side mmmmmm
og syng en lille sang.”

Kender I de perioder, hvor man er nødt til at mumle noget af teksten i godnatsangen – eller helt udelade tekststykker – eller i værste fald helt stoppe med at synge sangene?

Herhjemme lød “Solen er så rød mor” i en periode som ovenfor, for ellers spurgte min lille Viola trofast efter hver linje: “Er det MIN mor?”
Ja, det er jo sådan set rigtig sødt. Men når klokken efterhånden har passeret, der hvor de burde sove, og jeg selv mest af alt har lyst til at slænge mig på sofaen med te og tv, så orker jeg bare ikke forklaringen gang på gang om, at det ikke er hendes mor men drengen i sangens mor. Hvilke forklaringer kunne der ikke komme ud af dét, på dette tidspunkt, hvor barnet mest af alt prøver at finde på hvad som helst for at undgå at sove?

Den anden side af sagen

I går skrev jeg om vores nætter uden søvn og de følger, det giver.

Men der er altid en anden side af sagen. Og lige nu er det især Olivia, som lyser op og imponerer mig og gør mig glad og stolt. Det kan virkelig mærkes, at hun er på den anden side af 3 1/2 og vokser sig imod de 4 år til foråret.
For det første skyder hun i vejret, så hun spiser mere, sover mere og klager over ondt i benene. Hvem husker ikke barndommens vokseværk?

Og så er der de episoder, hvor det viser sig, at hun har hørt efter noget af det, vi har sagt til hende – og at det faktisk siver ind og bliver bearbejdet.
Når Olivia får lov at få slik eller chokolade, så spørger hun straks efter mere. Det irriterer os, at hun ikke kan nyde det, hun har fået, og det gør jo, at man ikke har så meget lyst til at forkæle hende med søde sager. Derfor har vi gang på gang prøvet at forklare hende, at hun skal være glad for det, hun har fået i stedet for at bede om mere med det samme.

Da hun forleden eftermiddag så Barbapapa sagde hun, da det sluttede:”Øøøøøv!! Den var kort!… men jeg er glad for, at jeg så det”
Hun kom op til mig og forklarede, at man ikke skal sige: “Jeg vil se mere Barbapapa” men i stedet være glad for, at man så det.
Ahhhhh!! 1-0 til mor og far 😉

Hendes babyer (dukkerne) er dog ikke så store, at de forstår det endnu. Så som med alt andet, som Olivia netop lige har lært, så blev det gennem dukkerne forklaret, at “min dukker er bare ikke så store endnu, så de siger bare heeeeele tijen (oversat fra Olivia-accent: tiden) “jeg vil de (oversat fra babysprog: se) mere Barbapapa!!””
Selvfølgelig sagt med totalt skinger babystemme.

Hun er så skøn!

Endnu en af de nætter

Det har nu stået på i en måneds tid. Nætterne uden søvn. Det er næsten som et mareridt, som ingen ende vil tage. Hvordan skal man hænge sammen om dagen, når man bliver vækket igen og igen igennem halvdelen af natten af en skrigende Viola som forlanger mad eller en grædende Olivia, som kun accepterer at mor ligger ved siden af hende. Vi vandrer søvndrukkent skiftevis mellem soveværelse og børneværelse med et barn i hvert rum og forsøger at skiftes til at tage en tørn, men bliver så kommanderet tilbage, fordi Olivia KUN vil være der, hvor mor er. Og man bøjer sig i frygt for, at hun vækker lille Viola som netop er faldet til ro efter et kvarters skrigeanfald.
Børneeksperterne siger, at man ikke skal vænne dem til at spise mad om natten, og det siger min fornuft mig også. Samtidig siger mit hjerte, at min lille pige ikke må vågne gang på gang, fordi hun er sulten. Og mit søvnbehov siger mig, at det er ok at give hende noget mad, når det nu faktisk virker sådan, at hun lægger sig til at sove bagefter.

Men hvornår stopper det? Er det 2-årskrisen? Jeg kan ikke huske, at det har været så slemt med Olivia. Men måske husker jeg det ikke, fordi jeg på det tidspunkt havde en baby på 6 mdr. som jeg ammede natten igennem – og som i øvrigt også dengang var vågen et par timer hver nat.

Det føles lidt som en uendelighed uden ordentlig søvn. 3 1/2 år. Der er da gode perioder indimellem. Man når lige akkurat at registrere, at nu sover de faktisk begge to godt om natten. Man vover at sætte ord på og bekræfte hinanden i, at NU bliver det nemmere. Det var jo også dét, de allesammen sagde: “Det bliver nemmere”.
og SÅ vender det hele igen. Vi bliver væltet omkuld. Den ene er måske lydigheden selv og hører efter og gør og siger de sødeste og sjoveste ting. Men så bliver det overdøvet af, at den anden har en hård periode, som resulterer i frustration, gråd, manglende søvn og deraf manglende overskud.

Men de er dejlige, de piger, og vi kan og vil ikke på nogen måde undvære dem. Og midt i al trætheden øjner vi jo pludselig to søstre, som leger sammen, krammer hinanden og rotter sig sammen mod forældrene. Og er det ikke dét livet handler om?

Frustrerende og fantastisk

Findes der næsten noget mere frustrerende end, når man lige er gået i seng efter et par timer for sig selv/pleje af parforholdet, man er dødtræt og vil bare sove; og så vågner et af børnene – eller det værst tænkelige: begge to!! Man ooorrrrker bare ikke at skulle ud af sengen og vugge hende eller hente vand eller endnu værre: mad!
Men lidt efter, når man har taget hende med ind i dobbeltsengen, og hun ligger der i midten, tryg og veltilpas og snorker, så kan man tage hendes lille hånd, kigge på det smukke fredfyldte ansigt og føle lykken brede sig i hele kroppen. Fantastisk. NU kan jeg sove godt!

1 års bryllupsdag

Hjemme i min barndomshave

Hjemme i min barndomshave

Familien i min barndomshave. Huset er solgt lige om lidt, så jeg sørgede for at tage godt med billeder.

Familien i min barndomshave. Huset er solgt lige om lidt, så jeg sørgede for at tage godt med billeder.

Min far byder næsten altid på champagne. Og især når han har solgt et hus.

Min far byder næsten altid på champagne. Og især når han har solgt et hus.

Viola og mormor vinker ned til os fra altanen.

Viola og mormor vinker ned til os fra altanen.

Hypermobile børn ser Cirkeline i mormor og morfars biografstole.

Hypermobile børn ser Cirkeline i mormor og morfars biografstole.

Hov hov Olivia! Har du fået lov at pille chokoladen oven af?

Hov hov Olivia! Har du fået lov at pille chokoladen oven af?

Vi fejrede 1 års bryllupsdag med overnatning på Kryb I Ly kro ved Fredericia og Kolding.

Vi fejrede 1 års bryllupsdag med overnatning på Kryb I Ly kro ved Fredericia og Kolding.

Inden vi krøb i ly tog vi på Trapholt og så bl.a. Marco Evarissti udstilling og spiste stor brunch.

Inden vi krøb i ly tog vi på Trapholt og så bl.a. Marco Evarissti udstilling og spiste stor brunch.

Masser af 70'er stemning på Kryb I Ly med brune fliser samt øloplukker og askebæger i uhyggelig kort afstand fra toilettet.

Masser af 70’er stemning på Kryb I Ly med brune fliser samt øloplukker og askebæger i uhyggelig kort afstand fra toilettet.

Olivia poserer i sin nye buksedragt fra mormor og morfar.

Olivia poserer i sin nye buksedragt fra mormor og morfar.

Sidste søndag havde vi 1 års bryllupsdag. WOW! Tænk at der er gået ét år. Og samtidig kunne du, med alt hvad der er sket på det år, snildt bilde mig ind, at der var gået 2-3 år. Puha, vi synes i hvert fald vi har løbet stærkt det sidste år.

Dagen skulle fejres, og derfor tog vi meget oplagt en af bryllupsgaverne – en Bellevueboks til hotel-/kroophold – i brug og krøb i ly på Kryb I Ly kro mellem Fredericia og Kolding. Fredag eftermiddag kørte vi i den grusomme sommer- og Skt. Hans-trafik mod Fyn og nåede 2½ time og to sultne og træt-af-at-køre-i-bil-sidst-på-eftermiddagen-pylrede børn senere endelig mormor og morfars hus (mit barndomshjem) i Odense. De bød heldigvis på forfriskninger i haven i form af champagne og en god gammel kending: ostepops fra Kims! Og så den glædelige nyhed, at huset endelig efter 2 år er solgt! Så jeg skyndte mig at knipse nogle billeder af mit fantastiske barndomshjem, hvor nu mine egne to piger løb i haven og legede. Ja, det er altså ren nostalgi og sentimentalitet!

Lørdag formiddag vendte vi den lille citröens snude mod Jylland, og besøgte Trapholt – fordybede os lidt i Marco Evarisstis fascinerende kunstprojekter og Søren Martinsens udstilling Danskeren, inden vi spiste stor lækker brunch med masser af kaffe.

Marco Evarissti

Marco Evarissti

Marco Evarissti

Marco Evarissti

søren martinsen

Søren Martinsen

Det var skønt bare at gå hånd og hånd og fordybe sig i kunsten og have tid til at snakke rigtigt sammen. Efter den kuturelle indsprøjtning, var det tid til at krybe i ly og bare slappe af og nyde hinandens selskab. Noget, der er alt for lidt tid til i vores hverdag.
Et glas rødvin på værelset, en tur i poolen, i sauna og så gøre os klar til middagen. Det var meget lækker mad på kroen. Enkel menu men med masser af smag – og vinen var virkelig topgod!
Efter middagen faldt vi over en rigtig hyggelig slyngelstue med stearinlys foran pejsen, Chesterfield sofaer, gammel globusbar og et skakspil, som vi kastede os over med en cognac og en Bailey på siden.
Søndag morgen ventede der os en dejlig brunch, hvorefter vi kørte tilbage til familien i Odense, hvor pigerne var lykkelige for at se os igen!

Her var vi så heldige at få en fin brødkasse og salatbestik fra Stelton i bryllupsgave fra mormor og morfar – og pigerne fik blomstret sommertøj.

Dejlig weekend med minder fra vores store dag for 1 år siden… og et farvel til mit barndomshjem i Odense.